Find svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om Iran her:

  • Er det sikkert at rejse i Iran? 

Ja! Iran er et af de sikreste lande i verden at rejse i, også på egen hånd, med meget lidt turistkriminalitet. Men man skal selvfølgelig tage de samme forholdsregler som i alle andre lande: passe på personlige egendele, overholde lokale love - især i forhold til påklædning og fotografering - og undgå eventuelle demonstrationer eller at diskutere politik med de lokale. I det hele taget: skik følge eller land fly!

  •  Hvem kan rejse i Iran?

Alle! Unge som gamle, kødædere som vegetarer, museumsnørder som sportsudøvere, eventyrere som folk, der bare trænger til at hive stikket ud. Iran byder på noget for alle slags mennesker.

  •  Hvornår skal man rejse til Iran?

Det afhænger selvfølgelig af ens egen tid og planlægning, men Iran er kendt for sine fire årstider, hvilket betyder, at der altid er steder, hvor det er varmt om vinteren eller køligt om sommeren, så det er bare et spørgsmål om at koordinere årstiden med området, man ønsker at rejse i.

  •  Er det dyrt at rejse i Iran? 

Nej! Det er meget billigt at rejse rundt i Iran og flybilletter kan med lidt planlægning fås til spotpriser. Jeg hjælper gerne med reservering af hoteller. Ellers se under Links.

  •  Kan man betale med kreditkort i Iran?

Nej! Det kan man ikke! På grund af den amerikanske handelsembargo mod landet er al handel og transaktion med internationale kreditkort fra Iran blokeret. Undtagelsen er iranske tæppeforretninger og miniaturemalerigallerier, hvor man ofte kan betale for sit køb med internationale kreditkort. Det gælder altså om at have godt med kontanter med hjemmefra!

  • Hvilken valuta skal jeg bruge i Iran?

Valutaen i Iran hedder Rials (IRR), men ofte angives priser i Tomans, hvilket er 10 gange mere værd, så det kræver lidt øvelse at vænne sig til systemet. Folk er dog generelt ærlige omkring priser, så spørg endelig hvis du er i tvivl!

  • Hvormeget skal jeg budgettere med per dag?

Det er jo individuelt, men normalt kommer man langt med ikke særlig mange penge. Et ganske godt måltid koster for eksempel under 7-8€. Du kan med fordel medbringe Euro og veksle enten hos en vekseler eller i en bank.

  •  Er det rigtigt, at kvindelige turister skal have tørklæde på i Iran?

Ja. Loven i Iran foreskriver, at alle kvinder, lokale såvel som udenlandske, skal være iklædt hijab på alle offentlige steder. Det vil sige udenfor hotelværelset, på museer, restauranter, på gaden osv. Hijab vil sige, at man skal have hår/ører/hals tildækket og skal have løstsiddende tøj på med lange ærmer og bukseben samt en løstsiddende kjortel/tunika/storskjorte, der minimum dækker enden. Mænd skal også have hijab på! For dem betyder det dog blot, at man går med lange bukser og undgår ærmeløse tshirts.

  •  Kan man drikke postevand i Iran?

Ja! Bortset fra visse mindre provinsbyer og landsbyer, hvor der ikke findes ordentlige rensningsanlæg, kan man drikke vandet fra hanen overalt. Men da dette kan smage lidt kloret, kan man altid få drikkevand på flaske til at stille tørsten. Vandet fra hanen kan også fint bruges til tandbørstning, bad osv.

  • Kan man drikke alkohol eller spise svinekød i Iran?

Både alkohol og svinekød er strengt forbudt i Iran! Selvom det kan forekomme, at man bliver tilbudt at købe/spise/drikke alkohol/svinekød, må jeg på det bestemteste fraråde, at man accepterer sådanne forslag. Du må heller ikke medbringe alkohol eller svinekød ved indrejse i Iran.

  • Jeg har fødevareallergi/er veganer - hvad kan jeg spise?

Der findes mange gode iranske retter, der passer til dig, som af den ene eller anden grund ikke spiser forskellige fødevarer. Men det kan være lidt svært, især udenfor Tehran, at få sine behov forklaret. Hvis du har særlige spørgsmål hertil, så skriv endelig til mig!

  •  Skal man vaccineres for noget når man skal til Iran?

Nej! Der er ikke tropesygdomme i Iran. En almindelig stivkrampevaccination (tjek holdbarheden, hvis du allerede har den) er dog en god ide. Malaria findes i meget begrænset omfang, så malariamedicin er også i de fleste tilfælde unødvendigt.

  •  Kan man snakke med iranerne?

Ja da! Iranerne er et utroligt varmt og gæstfrit folk, der tager imod turister med åbne arme. De er ivrige for at lære turisterne at kende, tage selfies med dem og inviterer dem gerne på te eller ligefrem hjem til frokost. 

  • Må jeg fotografere overalt?

Nej. Ligesom i andre lande er der visse restriktioner. Undgå at fotografere statslige bygninger, folk i uniform (politi/militær), ambassader, havneanlæg, lufthavne og hvorsomhelst der er skilte med fotoforbud! Hvis du er i tvivl, så enten spørg eller afhold dig fra at fotografere.

  •  Hvor lang tid skal man bruge på en rejse til Iran?

Det er jo individuelt, men de fleste synes, at 9-10 dage er i underkanten hvis man vil have et nogenlunde indtryk af kulturen og stederne. Men 14-21 dage er optimalt og giver mulighed for at få set meget forskellige steder i dette store land.

  •  Kan man bo på samme hotelværelse som sin kæreste uden at være gift?

Ja. Det med ægteskabspapirer blander de iranske myndigheder sig ikke i, når man er udenlandsk statsborger. Mange hoteller beder dog om at få lov til at deponere gæsternes pas til brug for de iranske myndigheder. Det er helt normalt og sikkert at deponere passet i hotellets reception.

  •  Hvordan får man visum til Iran?

Idag er det meget nemt for danskere at få visum til Iran. De fleste kan søge om og få udstedt visum i lufthavnen ved ankomst til Iran. Proceduren kan tage op til et par timer, skal man være opmærksom på. Men man kan også søge på forhånd via den iranske ambassade i København. Her skal man dog som regel medbringe en invitation eller forhåndsgodkendelse fra et iransk rejsebureau. Dette kan koste ekstra. Uanset om man søger via ambassaden eller i lufthavnen, må der ikke være israelske stempler i passet! Læs mere om visum her.

  •  Kan journalister få visum til Iran?

Ja, men kun journalistvisum.

  •  Er det muligt at leje en bil og køre rundt på egen hånd i Iran?

Ja. Man kan sågar leje biler fra det internationale Europcar ved ankomst til lufthavnen. Se mere her. Det er lidt af en udfordring at køre selv i Iran, når man ikke er vant til den lokale kørestil. Men man kan hurtigt vænne sig til det, og de fleste skilte er skrevet på både persisk og engelsk. Det er dog nødvendigt med et internationalt kørekort.

 

Hvis du har flere spørgsmål, så skriv til mig her eller læg en hilsen i gæstebogen!